Deltagende hovedpersoner lørdag, med vekslende tilstedeværelse: Nanna, Virgil, Tynne Jonas, Ken Kodi.

Bipersoner: Andre end dagen før, men sikkert også en enkelt genganger?

……… systemet tjek….. opdaterer status……. Vitale organer ”Ok”……. Hovedpine ”negativ”…….. batteri niveau ”ukendt”. Så strømmen må testes med nogle morgen smøger, et bad og vittige oneliners, resultatet er at vi er clearet til endnu en dag i spottens tegn.

Målet er umiddelbart at mødes med den hollandske én mands mafia til ”Black Leather Machine” på Voxhall 1315, men den plan må skrottes pga. klassisk gnu nøl i start området, Århus nord. Dog ikke mere end at stam ruten bringer os ned til kiosken ved Base camp, tids nok til at den kan skåles lørdags åben ved 14 tiden.

Der er nu ikke noget der styrker krop og sjæl som flydende morgenmad i det fri! SKÅL!

Næh sørme, hvad var det? Den plasticpose jeg glemte hernede i går – dog er der ikke skyggen af de shorts som ”blev væk”? Ved nærmere eftertanke havde jeg dem jo godt nok også under Kellermensch koncerten, dog ikke på da de forsvandt, men i hånden… eller jo så ikke alligevel, til sidst?!

Anyway, det var vist et sidespor, det rigtige spor førte fra Mølleparken op til Officerspladsen (OP), for at se om det hjælper på de musikalske udfoldelser, at opkalde sit band efter en død ungdomsskuespiller – ”The River Phoenix”. Eller har de blot taget navn efter en flod? Troede Phoenix var en fugl… var det et sidespor til et sidespor? Måske en kold fadøl ved teltet kunne frembringe lidt mere fokus.

The River Phoenix, OP, Lørdag 1515:

Altid et lidt utaknemmeligt job at skulle åbne en scene på en festival, og spot er ingen undtagelse. Folk skal lige vågne, op i kadence og have byttet snak ud med lyt – en tilstand jeg selv om nogen er stolt indehaver af! Tonerne fra live musik hjælper dog, om ikke andet til at lokke flere folk til et i begyndelsen ret øde telt.

Bandet gør det egentlig hæderligt på scenen, med deres ”start årti lyd”, desværre ikke dette årti men det forrige. I kender den, den her lidt anonyme radiorock sound, som næsten alle upcoming danske bands spillede i årene 2000-04.

Jeg synes at kunne ane et snert Placebo et sted, men den holdning er jeg relativt ene om i flokken, så den står for egen regning. Det hele leveres kompetent, men også ufarligt. Det lyder ikke old school nok til at være retro og heller ikke up to date nok til at være hipt.

Det er på alle måder fanget i en form for tidslomme, en lomme som jeg ikke føler det store behov for at stikke hånden ned i og rode rundt – jeg ved hvad der er i den og der er en grund til at bukserne den hører til ikke passer længere. Jeg er både for fed en type OG vokset fra dem, BAAAZING!

***

Er der nogen reel tvivl om hvad der derefter skete? Er Gnuen et flok dyr? Af sted med hastige skridt mod floden af billig Ceres, nu med det pikante twist at man styrede hovene igennem Aros og derved sparede i omegnen af 50 meter, i forhold til det velkendte spor i støvet. Nyt og lidt foruroligende, men heldigvis hurtigt klaret.

Hvis min hukommelse ikke snyder mig, og det er et umanerligt stort ”hvis” hører jeg nogen sige, så var det ved dette besøg i Base camp, at der blev diskuteret potentielle kælenavne til Nanna. En diskussion hvis vigtighed ikke bør undervurderes eller negligeres! Nu er den slags jo noget man ikke bare sådan får, men derimod noget der skal arbejdes for, før man får det tildelt.

Derfor kan det undre en smule at det efter eget valg blev ”Pussy”… Jeg mener, du ligner jo ikke som sådan en kat?

Den undertrykte indre Tønder dreng havde registreret at Michael Falch havde fået en plads i årets Spot program. Noget der kunne undre en smule, i det ”upcoming” ikke lige umiddelbart er et af de første ord, der falder en ind når man hører hans navn? At der heller ikke ligefrem var enighed om Falchens kvaliteter blev pludseligt ligegyldigt, da en fejlkoordination mellem ur, øje og hjerne gjorde at Kasper Spez var ved at betræde OP før vi havde beregnet.

Hvis man stadig siger ”af sti afsted”, så var det nøjagtig det vi foretog os.

Kasper Spez, OP, Lørdag 1715:

Vi må hellere begynde med en ”Lene Espersen”, der er gået et stykke tid – Undskyld! Jeg kan godt se nu at den var gal… JA, jeg var sgu nok lettere beruset allerede på dette tidspunkt. Det lettede da gevaldigt, havde man dog bare erkendt det lidt tidligere. Nuvel, Spot festivalen præsenterede her dansk raps nye komet, manden der får det til at lyde Suspekt at stamme fra Langeland.

Vi venter stadig på det første fuldlængde album udspil fra herren, men igennem Tabu records skulle det være i butikkerne til August og bære titlen ”Fantasten”. Tvivler på man er specielt stor fantast, eller orakel, hvis man spår Spez en særdeles lovende fremtid.

Stemningsmæssigt er det musikalske univers ikke langt fra Suspekt og nyere L.O.C., dog uden at det fremstår uselvstændigt eller som et plagiat. Spez er i besiddelse af sit eget særegne flow, ordbrug og tekster, hvor det sidste desværre havde tendens til at mudre lidt ud på OP. Det er ”lytte” musik, noget de typiske festival lydforhold spændte lidt ben for.

Men selv halv vissen skulle der mere til at bringe en i ubalance end den svingende lyd, sange som ”Efter” og ”Hvem jeg var” tiltvang sig den fortjente opmærksomhed. Havde det ikke været for forholdende omkring og på OP var man med garanti blevet blæst omkuld, men denne gang måtte man nøjes med at have fået et gevaldigt puf.

****1/2

SUFFLØR!!! Hvad sulan skete der mon så? ”The sad lovers” lød alt for emo med det navn, Annika Aakjær i musikhuset blev vel aldrig serøst overvejet? ”Tremolo Beer Gut” spillede, men ikke for os. Et realistisk scenarie er nok nærmere at man blev hængende omkring OP, fik sig en sludder, en sladder og en åbenbaring, som var glemt lige så snart glimtet af klarhed i hovedet fortog sig.

Endvidere kan det ikke udelukkes at ”The Blue Van” dyrkede deres retro rock som baggrundssoundtrack under denne lidt famlende og uklare periode. Ikke så sjældent fremstår afstanden fra scene til nærmeste øl bar umådeligt stor på en festival, også når der som her vel kun var 30 meter.

Nu vi er ved afstande, var det nu en god ide at holde toilet bygningen mellem OP og ridehuset lukket, medmindre der var en rigtig god grund? Ikke fordi toiletforholdende i Musikhuset er ringe, de er faktisk meget fine – men ikke når ”alle” skal derind, det ene lokum ikke kan skylle (Tynne) ud og en af kummerne på de ombejlede ståpladser er sprunget læk. Det gider man kun en gang, og så venter man på mørket og sniger sig over til busken ved den lukkede toilet bygning…

Kiss Kiss Kiss, OP, Lørdag 2115:

Singlen ”Mirrors” har været i heftig rotation på P3 siden Februar og har givet Århus bandet et mindre gennembrud. Der er også tale om et ganske catchy nummer, der lægger sig i slipstrømmen af den for tiden så populære og dominerende elektro-rock lyd. Efter alt at dømme begyndelsen af dette årtis sound for den danske undergrund.

Ikke at samtlige nye danske bands dermed tilhører en og samme genre, men der dog en rød tråd der binder størstedelen sammen. I hvert tilfælde dem almægtige P3 kaster deres opmærksomhed på. Hvis man synes om denne lyd, så er et nummer som ”Broken hearts” sikkert også lige sagen.

Jeg har bare det problem at denne form for musik ikke rigtig fanger mig. Koncentrationen forsvinder, jeg tuner ud og glemmer at høre efter – sød indbydende alkohol forstærker denne tilstand betydeligt.

Nanna uddeler som mere neutral dommer på området:

****

Skulle det på nogen måde være forbigået nogens opmærksomhed, så tegnede der sig et tydeligt mønster – OP scenen fik utroligt meget opmærksomhed i forhold til nogen af de andre scener!

Faktisk lykkes det mig at komme igennem en hel spot festival uden at være inde i Ridehuset en eneste gang. Det er vist ikke sket før?! Lad os tildele æren, for denne ekstremt selektive tilgang til musikudbudet og scenerne, det behagelige vejr og ikke dovenskab.

Efterhånden som man ufrivilligt genvandt en smule af sin ædruelighed, eller rettere kom bare lidt ud af hegnet, blev det tid til at gå på opdagelse på pladsen. I dette tilfælde indebar det at bevæge sig om på den anden side af OP baren og over til den såkaldte ”Pick up” scene.

Nabiha, Pick up scenen, Lørdag 2230:

Da jeg første gang så Nabiha´s video til ”Deep Sleep”, overvejede jeg ikke bare et split sekund, at der var tale om en dansk kunstner. Nummeret lyder som en af disse internationale popskæringer, der sniger sig ind i sommer rotationen på de danske radiokanaler, og ender med at blive en af sæsonens hits. En ægte ørehænger, der har sat sig fast første gang man har hørt den, uden at være af den voldsomt belastende slags (som feks Black eyed peas pop).

Før vi nåede til dette glædes spredende nummer forløb der dog ca. 35 minutter med flere boblende popperler. Her skal den nyeste single ”The Enemy” fremhæves, den besidder mange af de samme uimodståelige kvaliteter som ”Deep Sleep”.

At jeg ikke var den eneste der var faldet for det dansk-nordvestafrikanske stjernefrø, var et prop fyldt telt bevis på – et meget levende bevis! For de fremmødte var tydeligvis kommet for at feste og danse, noget de fik rig mulighed for.

Det er stadig poppet soul-disco-pop af den relativt letfordøjelige og uforpligtende slags, men det er der absolut intet galt i, når det serveres i en så professionel indpakning, med så overbevisende vokalmæssigt talent og helt igennem storslået performance. Et tydeligt tegn på at der ikke er noget behov for konkurrencer som x-factor osv., nogen gange belønnes hårdt arbejde, flid og dedikation – også selvom man så styrer udenom genvejene.

Nabiha ”begyndte” nemlig under navnet ”Tiger Lily”, og havde med ”Love Is” et mindre P3 hit i 2006. Efterfølgende blev der lidt stille og hun arbejde videre som blandt andet gæstevokal på diverse andre kunstneres singleudgivelser. Nu bærer arbejdet frugt, og resultatet er i den grad klar til at blive plukket, solgt og nydt af et stort publikum verden rundt.

Det er vel unødvendigt at nævne, at afslutningsnummeret ”Deep Sleep” var ved at blæse Pick Up teltet op i den århusianske nattehimmel?

*****

Slutspurten var hermed indledt med maner, og festivalen havde sørget for at der var gode valgmuligheder for at toppe branderten af med et stort navn for de gæve gæster.

Duné på Voxhal, Turboweekend i Musikhuset og Ginger Ninja på OP, indenfor en time af hinanden, så man var tvunget til at vælge pga. den forventede massive tilstrømning til hver af den 3 koncerter.

Ikke det svære valg, Turboweekend var blevet hørt indenfor den seneste måned, Duné… yeah right, så de hypede Ninjaer stod for tur. Åbenbart et fornuftigt valg, da der var ok plads i teltet, bevares der var da pænt packed i forreste del, men fra teknik basen og bagud var der god benplads.

Ginger Ninja, OP, Lørdag 2315:

På mange måder er Ginger Ninja et ganske charmerende og festligt bekendtskab, både på deres halv store radiohits og live. Der er dog et eller andet der efterlader mig lidt mellemfornøjet og små kølig overfor hele den farverige 80er fest collage.

Det hele er yderst velspillet og leveret medlevende fra scenen, publikum er tydeligt begejstret og alt er sådan set på overfladen som det skal være for at score store plusser i bogen. Men netop overfladen er muligvis problemet? Er det hele ikke lidt for poleret? Alle disse vellyde og pæne partyrytmer er lige på nippet til at give mig akut sukkersyge.

Der er elementer af lidt dyster Depeche Mode drysset ud over materialet, men det meste af tiden giver disse ”glad i låget” melodier mig en begyndende depression – der må da kastes nogle skygger et sted med alt det lys de udsender?

Et glimrende nummer som ”Bone will break metal”, der lukker OP teltet for i år, har nogle af de elementer jeg stod og savnede. Men hurtigt tænker man, den har jeg da hørt mørkere og mere interessant med Spleen United.

Kølige Kodi kan ikke udelukke at problemet delvist ligger hos ham selv og hans smag, men på trods af de mange positive sider bandet besidder, så er og bliver den her Ninja sgu lidt fesen i det spraglede outfit.

***1/2

Og som de sidste toner var blevet spillet, og kun summen fra et publikum i opbrud var tilbage, trådte man ind i FØDSELSDAGSDØGNET!

Nogen fra flokken gik hjem, andre gik egne veje, Tynne og Kodi strøg direkte i Sherlock vandingstruget. Nu med strategisk placering udenfor beværtningen så man kunne følge Post-Spot vandringen ned mod Århus midtby. Egentlig var vi i besiddelse af et stk. pap der kunne ombyttes til en fadøl på Waaaaxies, men af uransaglige årsager blev denne gratis glæde glemt imens nye planer blev smidt op i den lune aftenluft.

For at dulme den truende posttraumatiske stress ovenpå så meget un-metal musik de seneste døgn (minus Kellermensch, natch), blev kursen sat mod Escobar, et fremragende valg som det skulle vise sig.

Faith No More´s ”Midlife Crises” røg ud af højtalerne lige efter ankomst, så var stilen lagt. Fødselsdag resulterer i 2 gratis øl fra den venlige bartender, der spildte den ene og kompenserede derfor med et shot på huset – sikkert mest som undskyldning for at snuppe en selv sammen med os, men gestus opfattet og accepteret.

Den næste fødselsdagsgave kom i kraft af at stedet med en ekstra bevilling i baglommen holdt åben til 05 i stedet for 03. og således forløb resten af natten i heavyens tegn, omgivet af den hårdeste trio tilstede denne aften der stædigt sang Bon Jovi indtil det blev spillet. Se det er da hygge!

LØRDAG OUT.

Epilog:

Lad os runde af kort og uden at være for lang i spyttet, min mund var også utroligt tør dagen efter. Spot festival var endnu engang en succes. De nærrige Maj vejrguder var med os, jeg nåede personligt at se relativt mange koncerter i forhold til andre år og stemningen var i top fra start til slut hos mine kære festival bro´s and Hoe´s.

En Spot på lidt andre vilkår end tidligere år, ikke bedre ikke dårligere, men behagelig afveksling – men hører jeg ikke Hjortens kald i det fjerne, lokkende og brunstig, med brøl om 2011?

Mange tak for denne omgang Roskilde warm up ”folks”, vi ses foran Orange.

SPOT OUT.

VIGTIGT! Skal du have en t-shirt, hoddie eller andet, så skal jeg have din bestilling senest d. 30/5!!!
Se priser og udvalg på nedenstående billede.

Send din bestilling med det vuns til KONGEN… Skriv gerne GnuBestilling og “dit navn” i emne feltet. Danke

Deltagende hovedpersoner fredag, med vekslende tiltedeværelse: Nanna, Rikke, Virgil, Tynne Jonas, Ken Kodi.

Bipersoner: Mange, ingen nævnt, ingen glemt- jo sikkert et par stykker.

Traditionen tro indledtes årets udgave af Spot Festivalen med den efterhånden legendariske indmarch ad den klassiske rute for Gnuernes vandring. Forbi Bistroen, igennem en solbeskinnet Botanisk have, omkring Hjorten og op af skrænten ved Aros for at modtage folkets hyldest ved indtoget i Musikhuset.

Her ombyttes billetten med det horrible gebyr, til et hæsligt grønt discount armbånd – men man modtager det med glæde, da vi er de eneste 2 i ”køen” og man dermed uhindret kan varme point kontoen op med et fesent forsøg på, at smøre det tiltalende tøsebarn bag disken. For ”Tynne” lykkes dette macho trip så godt, at han senere må tilbage og få armbåndet byttet da det bliver strammet alt for voldsomt her – måske for at imponere damen? Intet skriger mere af hård nyser end en lilla højre hånd!

Som traditionen ligeledes foreskriver opsøges Føtex herefter, der må forplejes kolde dåser, som efter de officielle regler skal indtages på plænen ved Musikhuset. Ikke fordi man er en fattigrøv, don´t be a player hater, men for lige at vise de tidligt ankomne danske kendisser hvem der har ret til at betræde det århusianske græs!

Og ikke for at nævne navne, men ”Mogens Bæh-um”, ”Turkan C” og den ene halvdel af ”Jik & Nay”, fattede åbenbart denne tidlige markering af territorium idet de ikke dukkede op indenfor vores comfort zone igen.

SKÅL

Solen bager, flere folk støder til, øllet er koldt og flyder i billige strømme, derfor fortrækker flokken ind i Voxhalls mørke, hvor festivalens første koncert venter.

Salen er ved ankomst særdeles sparsomt besøgt, men den slags betyder jo blot nem adgang til urin fadet, et af de få steder en Gnu med glæde giver tilbage uden at tage. Som det ofte er på Spot, pga. det tætpakkede program, så møder folk sent op, men da Black city betræder scenen er der efterhånden ganske pænt fremmøde.

Black City, Voxhall, fredag 1445:

Black City beskriver sig selv som et uoriginalt jyde sammenrend der uden at skamme sig det mindste stjæler fra bands som Mustasch og Foo Fighters, og samtidig forsøger at planke Volbeats energi og live udtryk… eller vent, sådan ville jeg beskrive dem.

At låne fra inspirationskilder er lidt noget andet end at lave falmende billige fotokopier. Man kan ikke tage fra dem at de er i besiddelse af en momentvis fin energi på scenen, men deres klart bedste nummer er ”Summertime”, og den bryder jeg mig ikke engang særligt meget om, men den har dog ”noget”.

Det mest interessante var næsten at man kunne følge med i decibel niveauet koncerten igennem ved lydpulten – en skam de ikke havde en måling på hvor ofte forsangeren sang direkte falsk.

** ½

Før man så mistede al forhåbning til dansk rock måtte noget rock n roll´sk fortages. En glimrende anledning til det første besøg i ”kiosken”, et af Gnuernes mest benyttede vandhuller pga. dens strategisk nyttige placering på vandringsruten. Herefter fulgte naturligvis en test af Mølleparken som rasteplads. Et plus i år var de opstillede tis trug, så man slap for at stå og vinke til passagerne i line 7 når man undersøgte en hæk. Forresten Voxhall, for de 88kr i tog for 2 fadøl kunne man købe 9-10 kolde Ceres i Kiosken 50 meter væk…

Tid til lidt ilmarch for at se hvad Officerspladsen (OP) kunne tilbyde, hvor gruppen for en stund splittes op.

Lars And The Hands of light, OP, Fredag, 1615:

Efter P3 I efteråret/vinteren gav 2 af bandes udmærkede singler meget airplay, var der om ikke andet på den front, blevet lidt stille om bandet igen. Dog har den mellemliggende periode været brugt til flittig tourneren landet rundt. Indledningsvis har Kodi og Tynne fundet noget skygge ved et Ceres Royal banner, men mørke skyer truer denne fredelige oase, MEGET mørke!

Teltet bliver også kun lige og lige nået før en byge af Roskilde 07´ske proportioner rammer Århus midtby. Da den ikke aftager de næste 40min var man jo ligesom tvunget til at blive under teltdugen. Heldigvis var timingen således at Bandet kunne underholde med deres 3 bedste numre på dette tidspunkt.

Uheldigvis er disse numre paradoksalt nok alt for gode – i forhold til resten af deres materiale. Så det meste af koncerten er blot små ligegyldig, men hyggelig, læ for det massive regnskyl der momentvis næsten overdøver bandet.

*** ½

Da regnen endelig når et acceptabelt niveau, et stykke tid efter at OP allerede er ved at forberede næste koncert, stak man mulen ud og tog chancen. Tid til at samle kræfter, se nyt land og smage på andet end kioskens svale dråber. Hvad med en hurtig visit på Sherlock Holmes Pub imens der er Happy Hour? Absolut!

Her diskuteres det ivrigt om det ville være drøn smart at danne et band der hedder ”Special Guest”, måske featuring ”DJ warm up”… tror vi endte på et ”ja”.

Sherlock Holmes var for adskillige år siden et ganske fornøjeligt sted at strække ben fra en polstret stol, desværre udviklede bartenderne pludseligt en helt ubegrundet og voldsomt ubehagelig arrogance. Så meget faktisk, at når det endelig en sjælden gang lykkedes at bestille noget, så agerede de som om man fornærmede dem personligt, ved at være så frække at give dem penge for at passe deres job.

Dette besøg forløb dog uden nogen af den slags episoder, plus at det tæller til deres fordel at have lavet et ryger lokale – at døren dertil så står piv åben ind til resten af baren må være en sag mellem de egotrippende bartendere og ordensmagten.

Fallulah, OP, Fredag, 1815:

Lygtepælen lige udenfor indgangen til OP teltet udviklede sig hurtigt til at blive samlingspunkt/stamplads 2010, nem at finde, udmærket udsyn og næsten lige så god lyd som inde i teltet. Ulempen er, som ofte ved den scenen på Spot, så mister man hurtigt koncentrationen, feks. fordi man lige skal spilde en øl under et forsøg på at tænde en smøg.

Fallulah er endnu en af de kunstnere der har nydt godt af P3´s opbakning det seneste halve års tid. Og som koncerten demonstrerede, slet ikke ufortjent. ”Bridges” har hærget æteren med sine boblende og smittende pop toner, et ægte friskt forårs nummer.

Der er flere af den slags på lager, men som ofte med den slags musik, og måske lidt grundet omgivelserne og ydre omstændigheder, så har det hele en tendens til at flyde sammen. Så det ender som baggrundsmusik til en køkkensamtale til en fest, men af den meget fornøjelige slags!

****

Ned og støtte de lokale handelsfolk igen og pisse sit territorium af i Pøllemarken, og her skal der indskydes at de opstillede pissoir kun er en fed tilføjelse hvis de tømmes! Nogen mænd tror åbenbart det er et offentligt askebæger/skraldespand – gør i også sådan derhjemme? Så kontakt det lokale rensningsanlæg og hør om de synes det er fedt…

Og lige en anden ting, hvis I godt solskoldede rødnakker absolut SKAL spille bold i en offentlig park, og det er da sådan set fair nok, så vis lige hensyn til jeres medmennesker – i ved, alle dem der konstant sad med bange anelser om at blive ramt fordi manglende teknik og selvkontrol+alkohol+bold = noget i tydeligvis ikke kunne bedømme mulige konsekvenser af!

Dette lille sure opstød skal dog ikke besudle helhedsindtrykket af en virkelig smuk sommeraften i det fri, og som kiosk dåserne forsvinder, så trækkes de lange bukser på så man er klar til dagens sidste OP mission.

The Kissaway Trail, OP, Fredag, 2015:

Smother+Evil = Hurt, gruppens første single, har efterhånden 3 år på bagen, men det har ikke blegnet nummerets åbenlyse kvaliteter. Denne aften fungerede det som et forrygende punktum for deres Spot optræden.

Hvor inspirationskilderne i dette nummer er navne som Polyphonic Spree tilsat en lille spand Beach Boys, så har bandets udtryk ændret sig siden. Noget der illustreres i en sang som ”SDP”, der muligvis nok er blevet et endnu større hit en før nævnte perle, men som i min optik ikke er helt lige så medrivende.

Af og til veksles de højstemte toner ud med mere regulær og ordinær støjrock elementer, noget bandet sagtens kan håndtere, men man ser frem til den dag de finder deres lyd og det udtryk der skal udstikke en mere sikker retning – en retning der hvis de finder det rette fokus kan bringe dem rigtig langt!

****

Og som maj mørket langsomt sneg sig ind over festivalen, så sneg der sig også en tiltagende tåge ind over detalje centeret i min hukommelse. Jeg ved hvor vi havde været og hvor vi endte henne – men vejen dertil er belagt med asfalt lavet af mini blackouts.

Så hvor vi nøjagtigt havde disse øl fra står hen i det uvisse, samt hvilken rute 2 febrilske gnuer havde taget i trav. Klart var det dog at man befandt sig på en stille bænk foran rådhuset! Kongen blev ringet op, for at blive briefet? For at blive svinet? I afmagt over vores savn? For hyggens skyld? Lidt af det hele?

En ting står dog helt klart – Tynne benyttede lejligheden til lige at snuppe en af klassikerne: ”siddende-bagud-nikker” luren. Velfortjent, manden var jo ca 2 timer fra at fylde 32 år. Also alt efter hvad tid han blev født ikke? Men leg nu med.

Hvor om alting er (skal være og vil blive) så fandt vi da vej til Studenterhus Århus i relativt god tid før dagens personlige hovednavn, Kellermensch. Studenterhuset, placeret på havnen, er lidt af en ydrepost på Spot, der med årene har centreret festivalen i og omkring musikhuset. Men ville man metal, måtte man altså ud på en lille promille vandring mod vandet.

Kellermensch, Studenterhuset, Fredag, 2340:

på sidste års Spot festival spillede esbjergensiske Kellermensch det der bedst kan beskrives som en gennembrudskoncert. Måske ikke et gennembrud i Danmark i bred forstand, men nok til at udlandet udviste interesse, og mere end nok til at blæse mig ud af skoene – noget der sker meget sjældent, især fra et upcoming band, så hvis i kan bruge det til noget, tag det som en stor kompliment.

1 år senere, med knap så overbevisende præstationer, af forskellige grunde, på Roskildes camping scene og 2x Studenterhus var vi altså tilbage ved udgangspunktet. I dagens anledning var scenen flyttet over i hjørnet af lokalet, hvilket godt nok skabte lidt bedre udsyn og plads til publikum, men modsat havde gjort pladsen på scenen noget begrænset. Faktisk stod strygesektionen i 2 lag og resten af bandet kæmpede for at undgå at stille sig i vejen for hinanden, eller direkte slå hinanden ned med deres instrumenter!

Der blev lagt tungt, slæbende og eminent ud med ”The day you walked”, der med sin krybende og faretruende melodi virker som en slange der ligger på lur i natten, klar til at hugge til. Den blev straks fulgt op med den lige så fantastiske ”Black dress”, deres hidtil eneste nummer der vel har lugtet en smule af radiohit. Et nummer jeg i den grad har skamhørt de seneste 15 måneder uden at være blevet træt af det. Sangen er samtidig et perfekt eksempel på Kellermensches største forcer – forsanger Sebastian Wollfs kombination af desperate skrig og manisk fremførte lyrik, der af og til nærmest spyttes ud mellem de sammenbidte tænder, growlen i omkvædet og den konstante tilstedeværelse af strygerne.

Nye numre snydes vi heller ikke for, og de lovede generelt rigtig godt, men med en lyd og sangstruktur der måske var lidt mere poleret og ”radiovenlig” end materialet fra debut albummet – ikke en kritik, blot en konstatering. På debuten finder man også Neil Young cover nummeret ”Dont let it bring you down”, som i Kellermensches kompetente hænder lyder som soundtracket til apokalypsen.

Afslutningsvis fik vi endnu en magtdemonstration ud i gruppens fineste dyder med det prægtige punktum ”Moribund Town”. Et nummer der på samme effektive vis som ”Black dress”, men med et helt andet udtryk, viser Wollf´s flair for teatralsk fremførsel af de dystre tekster og gruppens undergangsæstetik, i mangel på bedre ord til at beskrive det forførende sammenbrud på scenen.

En større scene, hvor bandet ville se knap så kontrolleret og hæmmet ud, samt det samme overraskelsesmoment (selvom den slags vel nærmest pr definition er umuligt at genskabe) som sidste år, så havde vi igen ramt loftet i kælderen. Men vi var nærmere end på noget tidspunkt siden.

*****

I got you on tape i Ridehuset kl 01 var egentlig målet. Men Kellermensch gik på med forsinkelse og vores tur tilbage til Spot city var ramt af ditto da der skulle forplejes til overpriser i 7-11, SKAM jer, tænk at udnytte stive og dumme mennesker på den måde! Og hvorfor smager dejen i alt jeres tvivlsomme bagværk ens?

Nå, IGYOT var åbenbart gået i gang da vi endelig nåede tilbage, der var i hvert tilfælde kødrand af uoverskuelig mængde. Så efter en Tynne peber overdosis på den lokale svinedyre pasta, besluttede man sig for at slå gnautopiloten til og lade den trække kvæget hjem i stalden i Århus N.

Det havde jo trods alt været en lang, oplevelsesrig, VARM og våd dag for de gamle forhutlede møg dyr – og en dobbelt op på det hele og lidt til lurede forud.

FREDAG OUT.

Kodi´s Korte – 2009

Social Distortion, Torsdag Arena

**1/2

Arena teltet åbnede i skøn sol, med besøg fra punk rock legenderne Social Distortion fra det normalt solbeskinnede Californien. Vejrforhold og omgivelserne kunne man ikke klage over, men det der blev leveret på scenen var desværre lidt ligesom en regnvejrsdag i november – gang i den, men alligevel virkede det hele lidt livløst.

Frontmand Mike Ness grundlagde bandet i 1978, men trods deres sejlivede og lange karriere er de nok mest kendte for deres cover af Johnny Cash´s ”Ring of fire” i 1990. Samtidig har de under vor hjemlige himmelstrøg, fået en smule opmærksomhed de senere år pga. Volbeat forsanger Michael Poulsens erklærede kærlighed til bandet.

Dette har dog ikke hævet deres popularitet over kultstatus, og denne halv sløve optræden gjorde nok heller ikke meget for at ændre på tingenes tilstand. Ikke noget direkte galt med koncerten som sådan, bare heller ikke specielt fedt på nogen måde, live faldgruben over dem alle – ligegyldigt.

Volbeat, Torsdag Orange

***

Okay, jeg var i 2006 svært begejstret for det Volbeat leverede live, især lige før de brød igennem bredt og fik de ofte gumpetunge danskeres opmærksomhed. Faktisk var deres koncerter på Spot, Odeon og Ridehuset Århus noget af det mest medrivende jeg nogensinde har set fra en dansk gruppe!

Året efter fik de Orange Scene i en møgmudderstorm af hidtil uset grad og slap glimrende fra det, men man begyndte at efterlyse noget fornyelse. Problemet kan naturligvis være at jeg simpelthen havde set dem for ofte? Derfor ignorerede jeg også den tour der fulgte udgivelsen af deres 3. studiealbum, altså før nu.

Her er problemet: alt er fuldstændig som det plejer at være! Udover at scenerne forståeligt er blevet større og en del af intimiteten og den nærhed man følte fra bandet er forsvundet. Og det er faktisk et kæmpe problem, kombineret med at deres sange og hele Volbeat konceptet er blevet mere og mere fortyndet fra album til album. Det hele lyder pænere, men også markant kedeligere – sikkert et nødvendigt offer for at tilfredsstille flest mulige lyttere.

Nødvendige ofre hvis man vil nå toppen og appellere til flest mulige, men jeg kunne sgu bedre lide jer da i var mere beskidte og man nærmest kunne lugte jer på scenen.

Trentemøller, Torsdag Orange

****

Und es wurde getanzt! Und ganz schön viel neh? Okay, en lille ting først – “fest hele natten på Orange”… siden hvornår er en “nat” kun 2 ½ time? På tv3 varer en 2 ½ timers film sikkert hele natten inkl. reklamer, men… nå skidt! Var det ellers fedt? Jeps! Var man godt vissen men ikke vrissen? Også I den grad.

Nu er Anders Trentemøller jo gået hen og er blevet lidt af en feteret og ombejlet kendis i vores lille Dj andedam, og efterhånden har han også med ihærdig padlen fået hul igennem i udlandet. I hvert tilfælde i de kredse der interesserer sig for hans form for musik. Jeg er hverken fra udlandet eller en af dem der normalt interesserer mig for Trentemøllers produktioner, faktisk ville jeg hellere lytte til maling tørre med bind for øjnene.

Men denne aften, hvor dyrskuepladsen blev forvandlet til et enormt dansegulv, fungerede musikken rigtig godt. Nuvel, de forskellige gæste musikere var ikke alle sammen lige spændende eller rykkede vildt i bentøjet. Højdepunkterne blandt disse var Mikael Simpson og Sort Sol´s Steen Jørgensen med et herligt remix af hans egen klassiker ”Copenhagen”.

Det folk dog tydeligvis var mødt op for var det de fik, sveddryppende dans og en sjælden mulighed for at feste igennem foran Orange en torsdag ”nat” – glowsticks for everybody! WUP WUP.

Orka, Fredag Astoria

***

En alt for varm middag på Roskilde kunne jo passende tilbringes i den behagelige skygge på Astoria scenen. Efter en overbevisende koncert på årets Spot Festival i Århus, havde færøske Orka fået en lidt større opgave at lege med. Et meget tomt telt, tidligt spilletidspunkt og tømmermænds ramt og næsten gennemstegt publikum.

Muligvis ikke helt fair for bandet, men det her var vitterligt baggrundsmusik for en siesta.

Det gjorde ikke Orka´s præstation dårlig, men opmærksomheden som deres ganske unikke blanding af færøsk folk industrial frembragt på mestendels hjemmebyggede instrumenter, kræver, var simpelthen ikke til stede.

Så 3 svedende gnu hoveder for pusteren.

Nick Cave & The Bad Seeds, Fredag Orange

****

Efter en ordentlig stener tur med Down kunne man lige nå at svinge forbi hovedscenen og nå halvdelen af Nick Cave. Tilbage på Orange efter hans visit med side/garage projektet Grinderman sidste sommer.

”The mercy seat” var med til at en lys sommeraften for en stund blev indhyllet i en grum og mørk stemning. Så er vi tilbage ved den evige diskussion om problemet med den salgs koncerter i pragtfuldt sommervejr – men det var i hvert tilfælde ikke noget de lod sig påvirke af på scenen.

Dunkelt, næsten som en dyster gudstjeneste, forsatte messen med ”The weeping song”, ”Papa won´t leave you, Henry” og ”Stagger Lee” som afsluttede Pastor Cave´s prædiken. En prædiken hvor han i den tid jeg var tilstede, nåede at jage rundt på scenen som en besat og i det hele taget udviste stor indlevelse.

Og var man ikke som det ugudelige individ man er ankommet sent, så havde både oplevelsen og tildelingen af stjerner med garanti været endnu større.

And you will know us by the trail of dead, Lørdag Odeon

*****

Varmen var der I alle henseender ikke skruet ned for lørdag ved 14 tiden ved Odeon teltet, bestemt heller ikke for lyden. Roskildes tredje største scene var godt fyldt op, hvilket gjorde at mange havde taget opstilling udenfor teltets frelsende skygge.

Inden på scenen sted temperaturen stød pga. bandets potente støjrock, der ruskede kroppen så effektivt at resten af søvn, tømmermænd og turen på middags tønden snart forlod systemet.

Da jeg ikke er videre bekendt med bandets sange og albums vil jeg blot konstatere at koncerten var særdeles overbevisende – også selvom jeg måtte tage flugten ud i solen da decibel niveauet blev for massivt til de sarte øre.

Elektrificerende støj opkvikker? Også i den grad!

Elbow, Lørdag Arena

*** 1/2

Gryden omkring det store Arena telt var kun delvist fyldt op og mange lod til at tage sig en konge koger, eller en moderat morfar, da Elbow indtog scenen.

Det britiske orkester, med små 20 år på bagen, har aldrig opnået det helt store internationale gennembrud. Anmelderne har de dog altid haft et sikkert tag i, og bandets album ”The seldom seen kid” modtog i 2008 den prestige fyldte ”Mercury Prize” i England.

Så med det som udgangspunkt kunne man med rette forvente en god, hvis ikke fremragende, eftermiddagsforestilling under den lumre teltdug. Det endte dog med at være mere lunkent end brandvarmt.

Den gule gummibåd nogen benyttede til at flade ud i var faktisk ganske velvalgt – koncerten skvulpede nemlig af sted, så man på afslappet vis kunne ligge i vandkanten uden på noget tidspunkt at føle en risiko for at drive til havs. Ingen brænding og ingen store bølger.

Elbow har en ikke ubetydelig mængde fantastiske numre på cv´et, og selvom godbidder som ”Leaders of the free world” og ”One day like this” tiltrak sig fortjent opmærksomhed, så var helhedsindtrykket alt for pænt, udramatisk og til tider søvndyssende.

Neurosis, Søndag Arena

***

De her næsten obligatoriske søndags metal koncerter forudsætter, at man har bare en anelse S/M tendenser. I hvert tilfælde skal man kunne lide en lille smule klø og kindheste for at få nogen form for nydelse ud af det!

Sludge metal, Crust/hardcore punk og atmosfærisk hardcore lyder også som noget der kan nydes i en sparsomt oplyst kælder. Det er til gengæld ikke noget min krop har videre godt af en søndag eftermiddag i 28 graders varme, hvor ens hoved føles som om den ligger på ovnen inde i en sauna som en fuld svensker lige har pisset på.

Dette kan det indflydelsesrige post metal band på scenen ikke gøre for, men min selvforskyldte sundhedstilstand gør det umuligt holde opmærksomheden rettet mod de tunge toner.

Tæv og pisk kan alle have brug for, men af og til er et lille kram nu også fint.

Madness, Søndag Orange

**** ½

Nogen ville nok med rette sætte et relativt stort spørgsmålstegn ved, dette over 30 år gamle bands berettigelse til at spille på Roskilde 09. Heldigvis skulle man ikke langt ind i koncerten, før frygten for at se en flok patetiske midaldrende mænd ydmyge sig selv, forsvandt sammen med det rare skydække over dyrskuepladsen.

Madness´s storhedstid ligger efterhånden længere tilbage i tiden end gennemsnitsalderen blandt festival deltagerne – det lod dog til at begge parter indgik en usagt aftale om at mødes på midten til en lille fest denne eftermiddag.

Fra scenen fik man den sprudlende blanding af ska, horn, pop og galskab sådan i al almindelighed, og ude på pladsen bød publikum op til støvdans og løssluppen søndagsstemning. I det hele taget blev musikken modtaget en del bedre end man kunne have turde håbe på, noget der kunne skyldes at søndag er old timer dag på Roskilde, og resten tilpas ristet til at hoppe med på galestregerne?

Størst bifald og reaktion kom naturligvis da Madness diskede op med deres kæmpe 80er hit ”Our House”, men hele de ca. 5 kvarter igennem formåede de aldrende herre faktisk at holde dampen blandt søndagsfolket godt oppe. En ganske imponerende bedrift faktisk.

Eagles of death metal

***

Før Jesse “The Devil” Hudges fik lov til at slentre på scenen med sit californiske hillbillie look, var Roskilde festival udsat for en af de meget sjælende forsinkelser. Dette gjorde det dog ikke mindre belastende at skulle stå og høre på Connie Hedegaards fuldbyrdede voldtægt af det engelske sprog.

Det kan diskuteres om det var fair overfor hende at dele af publikum buhede hende, men festival ledelsen burde have forventet det når folk stod og ventede utålmodigt op noget beskidt rock n roll.

Dette gav dog EODM en gratis chance for virkelig at gøre indtryk og få startet en støvet fest på den knas tørre plads… en skam det potentiale ikke blev udnyttet fuldt ud. Hudges var som altid veloplagt og levende på scenen, men det blev hurtigt klart at Orange var FOR stor til bandets musik.

Sangene flød alt for ofte sammen, og festen på de forreste rækker nåede aldrig forbi sikkerhedshegnet. Virkelig en skam da bandet har ry for at kunne afholde et festfyrværkeri af en koncert, men her hæmmede de ydre omstændigheder tydeligvis deres performance.

Coldplay – In my place (pro video)

Coldplay

*****

Når livet er smukt

Vi skal efter min ydmyge mening, en hel del år tilbage i Roskilde annalerne for at finde et virkelig fedt og værdigt punktum på Orange scene. Måske helt tilbage til Travis´s overlegne opvisning en søndag aften i 2002 (undertegnede så kun 5 numre af Roger Waters roste optræden i 2006)? Derfor var det muligvis heller ikke så overraskende, at netop Coldplay formåede at matche den optræden, da de brød igennem på nogenlunde samme tid med fælles udtryk i ”mande tude” rocken.

Der er dog blevet fældet mange tåre siden dengang, hvor Travis nu blot virker som en parentes i musikhistorien, har Coldplay formået at videreudvikle deres lyd og opnået salgstal og afholdt udsolgte koncerter verden rundt, på et niveau som ellers kun er forundt helt store mastodonter som U2. For mig personligt har denne udvikling ikke nødvendigvis gjort Coldplay mere interessante, faktisk stod jeg af allerede efter ”A rush of blood to the head”.

Derfor VAR det rent faktisk en overraskelse for mig, at denne koncert blev en stor optur og nær perfekte afslutning på årets festival. Naturligvis spillede de et par hits af ældre dato, som sikkert ville have glædet mig uanset hvorledes resten af aftenen var forløbet, men bandet valgte at fokusere mest på deres nyeste materiale. En satsning der ikke faldt til jorden.

Stilsikkert gjorde Coldplay deres entre bag et stort hvidt tæppe, så man kun kunne se deres omrids, imens båndede toner af ”Life in technicolor” vækkede det talstærke publikum. Tæppefald, og den udmærkede første single ”Violet Hill” fra det nyeste album, fik straks gang i en skøn søndags fest ude på den tætpakkede dyrskueplads.

At den fest aldrig fik lov til at fuse ud skyldtes en ekstremt veloplagt Chris Martin og lige så velspillende band. Taktikken for at holde fast i publikum var tydelig – læg fra land med hit parade!

Denne taktik lykkes til fulde og hvem gider så hænge sig i små ting som, at Chris Martin i al sin inderlighed synger lidt falsk hist og her. Petitesser, for denne aften handlede om det fulde billede- og et smukkere billede bliver vanskeligt at finde.

Et af deres bedste numre ”Clocks”, den næsten lige så glimrende ”In my place” og hittet over dem alle ”Yellow”, leveret medlevende og modtaget endnu mere levende under den aftagende aftensol drønede ud fra scenen med Chris Martin som evig indpisker. På dette tidspunkt var stemningen allerede så euforisk, at man frygtede at koncerten ville knække når de forventede roligere passager holdt sit indtog. Igen havde jeg dog undervurderet Coldplay´s formåen, eller publikums begejstring og vilje til at presse den sidste smittende glæde ud af den årlige uge væk fra hverdagen!

Crowd pleaseren ”Fix you” fik banket urin støvet ud af svælget før tempoet klogelig blev sat ned med ”God put A smile upon your face” og en nænsom udgave af ”The hardest part”. Herefter fulgte koncertens absolutte klimaks da band og omgivelser smeltede sammen i ”Viva la vida”, der synes skabt med det ene formål at bringe masserne i kog. Sangens ”Åh oh åh åh åååååh” kunne stadig høres i spredte grupper rundt omkring på pladsen, lang tid efter Orange lukkede ned for i år. Simpelt, men effektivt!

Coldplay – Viva la vida (pro video)

At en af poppens aller største ikoner, den største vil nogen hævde, Michael Jackson, var afgået ved døden få dage forinden var næppe undsluppet selv den stiveste festival gæsts opmærksomhed. Markeringer af den slags triste begivenheder, med hyldester af alle tænkelige slags, kan nemt blive en klæg, corny eller decideret frastødende omgang. Dette lod Coldplay sig dog ikke skræmme af.

Tværtimod smed de paraderne, eliminerede afstanden til publikum og trådte ud på en lille ”intim” scene midt i menneskehavet – og slap nogenlunde helskindet fra deres stripped down version af ”Billie Jean”. Det kunne bestemt have lydt smukkere, men folk var med, forstod tydeligvis denne gestus for hvad det var og slugte det lige så råt som resten af Coldplay´s brandvarme buffet.

”Viva la vida” i et remix spillede bandet tilbage på scenen og tilfredsstillede den forsatte sult efter fællessang. ”Politik” og især den nye ”lovers in Japan” markerede det eneste tidspunkt, hvor koncerten var lige ved at gå lidt i stå og hvor gæsterne virkede mættede. Men ingen musikalsk festmiddag som denne uden en lækker dessert.

Den blev serveret i form af ”The Scientist” og ”Life in technicolor II”, men som de fleste ved er det godt at lade folk gå fra borde før de bliver overmætte – så kommer de tilbage for at få mere på et senere tidspunkt. Så med det lukkede og slukkede Orange scene 2009.

En grådig feinsmecker ville måske påpege at små delikatesser som ”Don´t panic”, ”Shiver” eller ”Trouble” fra ”Parachutes” manglede på menuen, men når ens egen smag som nævnt har ændret sig siden sidst man smagte på Coldplay, så kan man ikke tillade sig at brokke over at bandet selv er gået i en anden retning.

Slet ikke når de som her tog røven på mig og, for om ikke andet så for en kort stund, at genoplive min kærlighed til deres musik. Viva la vida!

Kodi

Pet Shop Boys

**1/2

Flot sceneshow, sløv koncert

Visuelt var der dækket op til lidt af en fest for de efterhånden trætte øjne, da Pet Shop Boys lukkede Orange lørdag nat. Og heldigvis for det, ellers kunne det noget sparsomme fremmødte publikum ikke klandres for at have snuppet en lille lur.

Sceneopsætningen bestod af en række hvide kasser, der blev flyttet rundt under numrene, blandt andet for at illustrere en mur der blev revet ned. En mandlig og skiftevis en til tre kvindelig dansere, i til tider foruroligende tætsiddende trikot, forsøgte samtidig at udtrykke stemningen i sangene, med vekslende succes. Svært at beskrive så det kommer til sin fulde ret, men generelt var det interessant nok at se hvad de nu fandt på og selv når det ikke var helt vellykket, så var det i det mindste stadig opfindsomt og aldrig kedeligt.

Det samme kan desværre ikke siges om Neil Tennant og Chris Lowe´s musikalske udfoldelser. Visuelt fulgte de glimrende med, især Tennant der skiftede kostume 3-4 gange i løbet af koncerten – og endte med at være iført en stor kongekrone. Hvem troede han at han var? Axl Rose? Han havde dog ikke en krone på i 2006.

Det velkoordinerede sceneshow stjal beklageligvis opmærksomheden fra de 2 hovedpersoner i alt for mange numre. Ikke fordi det var FOR dominerende og fremtrædende, men fordi PSB kort og godt var alt for anonyme og kedelige i store dele af deres sangvalg og fremførelsen af dem. At Tennant´s vokal er meget monoton er ikke nødvendigvis en uoverkommelig hindring for en alsidig performance, men meget af materialet lød alt for ens, selvom de havde opdateret lyden på deres ældre numre, så de lød mere tidssvarende.

Efter indledningen med den gamle kending ”Hearts” og deres nyeste single ”Did you see me coming?”, dalede intensiteten i sættet drastisk og stemningen blandt publikum betydeligt. Faktisk stod lydsiden af koncerten nærmest helt stille indtil kæmpehittet ”Go West” vækkede menneskemængden, og tilsyneladende midlertidigt også den knap så dynamiske duo på scenen. Da var vi allerede 7 numre inde i koncerten, så fra den nogenlunde ”swinging” indledning, til denne opvågning, var der vel mindst 20 minutters søvnig step på stedet.

De aldrende pop snedkere formåede ærgerligt nok ikke at benytte dette hit momentum til noget, i stedet forløb resten af koncerten ligesom den ujævne første del. De kendte hits fik de danse klare i pladsens mørke helt op på tæerne, kun for at falde ned på flade fødder igen når PBS smed flere ensartede plader på pulten. Og hvor meget live musik var der egentlig fra scenen? I disse sløve passager kunne der lige så godt have været tale om et DJ sæt tilsat en mimende Tennant. Men sådan synger han vel bare?

Til sidst slap PBS dog endelig festen løs på dansegulvet, hvor et lille udvalg af deres mange hits fik airplay. De slap endda hæderligt fra en cover version af Coldplay´s ”Viva la Vida”, før ”It´s A Sin” med ét fik duoen til at virke helt fremme i skoene.

Da ekstra numrene ”Being boring” og West end girls” lukkede det Orange diskotek, havde PBS også fået alle de tilbageværende gæster helt op i omdrejninger. Lidt for sent til at redde helhedsindtrykket, men dog tids nok til at natten ikke var spildt.

Dog kan man diskutere om selve bookingen af PBS på Roskilde festival i 2009 ikke er en form for ”spild”? Fuld forståelse for at program, navne, økonomi osv. Skal falde på plads og flaske sig, men som lukker af festivalens største scene, den sidste ”rigtige” aften, virkede planlægningen noget forfejlet. Legendariske kunstnere har sin berettigelse på hver Roskilde festival – og mange gange leverer de overbevisende præstationer.

Pet Shop Boys burde dog seriøst overveje at lukke butikken, før der virkelig bliver tale om ophørsudsalg af den pinlige slags. Måske er de godt selv klar over det når de fokuserer på den visuelle del af koncerten i en grad som de gjorde her? Det var langtfra en musikalsk katastrofe, men den slags er næsten mere underholdende at overvære end noget der bare er stillestående og små kedeligt.

Kodi

Slipknot – Sic (pro video)

Slipknot

****

Horrorfilm genudsendt

Sidst Slipknot optrådte på Roskilde var de ikke engang på plakaten, men blev hævet ind i sidste øjeblik, som erstatning for David Bowie. Ikke lige den mest oplagte byttehandel nogensinde, men jeg priser mig lykkelig for at jeg valgte at overvære deres optræden på Orange 2004.

Før den koncert var jeg ikke videre begejstret for Iowa bandets rabalder metal og betragtede det egentlig mest som en joke fra et opreklameret tegneserieband. Jovist, ”Duality” havde huseret i P3´s rock program om søndagen og gjort lidt indtryk, men intet i forhold til den åbenbaring der ventede da man så dem live.

På komplet ustyrlig vis flåede de dyrskuepladsen op og gik fuldstændig berzerk på lydanlægget, så må ikke kunne andet end overgive sig og bøje sig dybt i den enorme støvsky deres angreb efterlod.

Derfor var forventningerne rimeligt vis ganske høje nu hvor de endelig 5 år senere fik lov til at headline, og så en lørdag aften! Efterhånden sjældent den slags ubehageligheder får prime time på Roskilde! Formåede Corey Taylor og hans 8 gale brothers in crime så at løfte opgaven og indfri nævnte forventninger? Både og.

Endnu engang havde de et nyt album med i skræmmekassen, det noget uretfærdigt oversete ”All hope is gone”, hvor bandet på samme plade formår at være endnu mere ekstreme i deres udtryk end tidligere, men samtidig også på lettere bizar vis endnu mere poppede og radiovenlige. Disse pop tendenser stak allerede frem hist og her på forrige album, men nu er de helt udtalte på numre som ”Snuff” og ”Dead memories” – sidstnævnte rædsel slap vi desværre ikke for denne aften.

Der blev nu lagt ondskabsfuldt og grumt ud efter deres sædvanlige båndede intro med ”Sic” og ”Eyeless”, hvor det desværre stod klart at lydforholdene ikke helt var på omgangshøjde med Slipknot´s rasende tempo – for meget bas og trommer og for lidt Taylor! Som altid blev det bedre som koncerten skred frem, men det er pis hamrende fucking irriterende at man gang på gang skal opleve den slags udfald på Danmarks største og vigtigste musikscene!!!

For lidt Taylor blev der dog ikke ved med at være, nærmere for meget til tider – forstået således at manden simpelthen talte FOR meget mellem sangene. Og alt for ensformigt. Vi var bare det mest larmende publikum nogensinde, de mest crazy motherfuckers osv., klicher i stakkevis. I 2004 troede man i det mindste en smule på det, men denne gang tog det for det første overhånd og for det andet klingede det noget hult. Især når man ugen før kunne se deres optræden på Download festival og notere sig at de samme rosende ord blev tildelt det britiske publikum, på stort set samme tidspunkter i koncerten.

På visse punkter er det fuldt ud forståeligt at deres show og performance er stramt koordineret, blandt andet er det tvingende nødvendigt når man leger med store ild søjler og andet farligt ragelse placeret mellem det 9 mand store orkester. Derfor var det befriende at opleve den løssluppenhed og vildskab der var til stede i deres 2004 optræden, en slags kontrolleret vanvid, men nu virkede den lige på kanten af at være alt for indstuderet og planlagt. Nærmest til en grad, hvor man følte at koncerten blot bevægede sig fra plot punkt til plot punkt i et detaljeret manuskript.

MEN, når det er sagt, et band der trods alt rummer så meget frådende vrede bliver aldrig helt tæmmet og føjeligt! Når de forsøger at afreagere med sende mesterlige og vederstyggelige skabninger som ”Before I forget”, ”Wait and Bleed” og ”Disasterpiece” i kødet på deres lydige Maggot´s i pitten og på plænen, er det umuligt ikke stadig at lade sig rive med.

Slipknot – Before I forget (pro video)

Ingen var det både skræmmende og imponerende, hvor meget kraft der gemmer sig i vokalen under Corey Taylor´s maske, når den ikke lige blev buldret ned af de andre groteske fremtoningers instrumenter. På plade er Slipknots lyd og melodier ofte meget komplekse og produktionen rummer mange lag og små finesser – dette fremgår desværre ikke altid live, hvor det muligvis ofres til fordel for mere høj primitiv grum larm.

Det er i sange som før nævnte ”Duality” og klassikeren ”People=shit”, at det 9 hoved Iowa monster virkelig brillerer og også live får det bedste ud af materialet. Herefter fulgte ”Surfacing” som første ekstranummer, før den lige så sikre, som amen i de kirker hvor de nok ikke færdes, ”Spit it out” lukkede maskeballet. Naturligvis med den obligatoriske ”sit down” event, hvor vi alle hopper på Taylor´s ordre, som altid, som hver gang, som det nu skal være.

5 år kan være lang tid, og meget kan ændre sig, åbenbart bare ikke Slipknot. På godt og ondt.

Slipknot – Duality (pro video)

Kodi

Nine Inch Nails

****1/2

Rocktyr så rødt på Orange

At Trent Reznors dåbsattest påstår at, tyrenakken har passeret de 44 år er tilsyneladende ikke noget han lader sig mærke af. Det skulle da lige være at han virker om muligt endnu mere olm, indebrændt og ond i sulet end i de heroin hærgende 90ere, da han slog igennem med ”The Downward spiral”.

Efter Oasis tidligere på aftenen havde spillet op til pilsner party, så var det noget af en kontrast der ventede i mørket foran Orange scene, da den nyeste inkarnation af NIN tog over. Nyeste og ifølge Reznor sidste inkarnation af bandet, da dette var annonceret som hans sidste tour under NIN navnet. Så vi var vel alle inviteret til en slags gravøl denne dystre nat.

”Somewhat damaged” indledte koncerten, og hvis den er selvbiografisk må man betvivle betegnelsen ”somewhat”, for Reznor har karrieren igennem virket som om han har flere skader på sjælen end de fleste. Fra begyndelsen fremstod han intens og ikke mindst godt gammeldags vred, understreget af hans anspændte muskuløse ramme, hvorfra sveden sprang frem som på en gladiator i dødelig og hensynsløs kamp for overlevelse. Et faktisk ganske imponerende og skræmmende syn, især hvis man tænker på at han eksempelvis er på alder med vores egen nuværende statsminister. Uden sammenligning i øvrigt.

Som natten skred frem blev det både køligere og længere mellem folk på pladsen, noget der delvist kunne skyldes at Reznor i længere passager satte tempoet meget ned. På den ene side kompromisløst, men også sært stemningsfuldt, lige så dragende fremførelsen af disse numre dog var, så var det også drænende. Efter en lang dag i solen kunne kroppens advarselssignaler pludseligt føles, nu er Trent Reznor trods alt ikke herre over vejret, men midterstykket i koncerten havde nok virket knap så udmattende, hvis det var blevet brudt lidt op med feks. ”Closer”.

Dette insisterende skøn-skumle nummer var det os desværre ikke forundt at nyde i al sin voldsomme magt på Orange. Men så var der jo til gengæld sikre og hårde knytnæveslag som ”March of the pigs” og ”Burn” at tage imod – sendt præcist mod overkroppen af silhuetterne i mørket, af den uortodokse fighter i det orange ringhjørne.

Som en ægte bokse champ viste det sig også at, Trent havde økonomiseret med kræfterne og kunne sætte en brutal slutspurt ind da det blev nødvendigt. Den afsluttende kombination fra den dampende og fnysende rocktyr havde været nok til at fælde en anden vrissen tyr, Mike Tyson, i hans storhedstid! Først ”Hurt”, for at sænke folks parader, og så one-two punch med ”The hand that feeds” og ”Head like A hole”.

Alt i alt var indsatsen ikke nok til en overbevisende knockout sejr for NIN, men en sikker sejr på point kom aldrig i fare. Trent Reznor fremstå stadig oprigtigt pissed og vedkommende på en scene, en scene der var for stor til nogen af de mere stille og fintfølende øjeblikke, men helhedsindtrykket var stadig stærkt, mørkt og betagende.

Kodi