Det følgende er baseret på den sande historie om de ting der skete 21-22 maj 2010 under Spot festivalen i Århus – og med sand menes at det var cirka sådan det forløb og i den nævnte rækkefølge. Hændelser er ikke undladt eller ændret for at beskytte nogen, men blot et resultat af kombinationen sol, øl og musiks indflydelse på min hukommelse.

Deltagende hovedpersoner lørdag, med vekslende tilstedeværelse: Nanna, Virgil, Tynne Jonas, Ken Kodi.

Bipersoner: Andre end dagen før, men sikkert også en enkelt genganger?

……… systemet tjek….. opdaterer status……. Vitale organer ”Ok”……. Hovedpine ”negativ”…….. batteri niveau ”ukendt”. Så strømmen må testes med nogle morgen smøger, et bad og vittige oneliners, resultatet er at vi er clearet til endnu en dag i spottens tegn.

Målet er umiddelbart at mødes med den hollandske én mands mafia til ”Black Leather Machine” på Voxhall 1315, men den plan må skrottes pga. klassisk gnu nøl i start området, Århus nord. Dog ikke mere end at stam ruten bringer os ned til kiosken ved Base camp, tids nok til at den kan skåles lørdags åben ved 14 tiden.

Der er nu ikke noget der styrker krop og sjæl som flydende morgenmad i det fri! SKÅL!

Næh sørme, hvad var det? Den plasticpose jeg glemte hernede i går – dog er der ikke skyggen af de shorts som ”blev væk”? Ved nærmere eftertanke havde jeg dem jo godt nok også under Kellermensch koncerten, dog ikke på da de forsvandt, men i hånden… eller jo så ikke alligevel, til sidst?!

Anyway, det var vist et sidespor, det rigtige spor førte fra Mølleparken op til Officerspladsen (OP), for at se om det hjælper på de musikalske udfoldelser, at opkalde sit band efter en død ungdomsskuespiller – ”The River Phoenix”. Eller har de blot taget navn efter en flod? Troede Phoenix var en fugl… var det et sidespor til et sidespor? Måske en kold fadøl ved teltet kunne frembringe lidt mere fokus.

The River Phoenix, OP, Lørdag 1515:

Altid et lidt utaknemmeligt job at skulle åbne en scene på en festival, og spot er ingen undtagelse. Folk skal lige vågne, op i kadence og have byttet snak ud med lyt – en tilstand jeg selv om nogen er stolt indehaver af! Tonerne fra live musik hjælper dog, om ikke andet til at lokke flere folk til et i begyndelsen ret øde telt.

Bandet gør det egentlig hæderligt på scenen, med deres ”start årti lyd”, desværre ikke dette årti men det forrige. I kender den, den her lidt anonyme radiorock sound, som næsten alle upcoming danske bands spillede i årene 2000-04.

Jeg synes at kunne ane et snert Placebo et sted, men den holdning er jeg relativt ene om i flokken, så den står for egen regning. Det hele leveres kompetent, men også ufarligt. Det lyder ikke old school nok til at være retro og heller ikke up to date nok til at være hipt.

Det er på alle måder fanget i en form for tidslomme, en lomme som jeg ikke føler det store behov for at stikke hånden ned i og rode rundt – jeg ved hvad der er i den og der er en grund til at bukserne den hører til ikke passer længere. Jeg er både for fed en type OG vokset fra dem, BAAAZING!

***

Er der nogen reel tvivl om hvad der derefter skete? Er Gnuen et flok dyr? Af sted med hastige skridt mod floden af billig Ceres, nu med det pikante twist at man styrede hovene igennem Aros og derved sparede i omegnen af 50 meter, i forhold til det velkendte spor i støvet. Nyt og lidt foruroligende, men heldigvis hurtigt klaret.

Hvis min hukommelse ikke snyder mig, og det er et umanerligt stort ”hvis” hører jeg nogen sige, så var det ved dette besøg i Base camp, at der blev diskuteret potentielle kælenavne til Nanna. En diskussion hvis vigtighed ikke bør undervurderes eller negligeres! Nu er den slags jo noget man ikke bare sådan får, men derimod noget der skal arbejdes for, før man får det tildelt.

Derfor kan det undre en smule at det efter eget valg blev ”Pussy”… Jeg mener, du ligner jo ikke som sådan en kat?

Den undertrykte indre Tønder dreng havde registreret at Michael Falch havde fået en plads i årets Spot program. Noget der kunne undre en smule, i det ”upcoming” ikke lige umiddelbart er et af de første ord, der falder en ind når man hører hans navn? At der heller ikke ligefrem var enighed om Falchens kvaliteter blev pludseligt ligegyldigt, da en fejlkoordination mellem ur, øje og hjerne gjorde at Kasper Spez var ved at betræde OP før vi havde beregnet.

Hvis man stadig siger ”af sti afsted”, så var det nøjagtig det vi foretog os.

Kasper Spez, OP, Lørdag 1715:

Vi må hellere begynde med en ”Lene Espersen”, der er gået et stykke tid – Undskyld! Jeg kan godt se nu at den var gal… JA, jeg var sgu nok lettere beruset allerede på dette tidspunkt. Det lettede da gevaldigt, havde man dog bare erkendt det lidt tidligere. Nuvel, Spot festivalen præsenterede her dansk raps nye komet, manden der får det til at lyde Suspekt at stamme fra Langeland.

Vi venter stadig på det første fuldlængde album udspil fra herren, men igennem Tabu records skulle det være i butikkerne til August og bære titlen ”Fantasten”. Tvivler på man er specielt stor fantast, eller orakel, hvis man spår Spez en særdeles lovende fremtid.

Stemningsmæssigt er det musikalske univers ikke langt fra Suspekt og nyere L.O.C., dog uden at det fremstår uselvstændigt eller som et plagiat. Spez er i besiddelse af sit eget særegne flow, ordbrug og tekster, hvor det sidste desværre havde tendens til at mudre lidt ud på OP. Det er ”lytte” musik, noget de typiske festival lydforhold spændte lidt ben for.

Men selv halv vissen skulle der mere til at bringe en i ubalance end den svingende lyd, sange som ”Efter” og ”Hvem jeg var” tiltvang sig den fortjente opmærksomhed. Havde det ikke været for forholdende omkring og på OP var man med garanti blevet blæst omkuld, men denne gang måtte man nøjes med at have fået et gevaldigt puf.

****1/2

SUFFLØR!!! Hvad sulan skete der mon så? ”The sad lovers” lød alt for emo med det navn, Annika Aakjær i musikhuset blev vel aldrig serøst overvejet? ”Tremolo Beer Gut” spillede, men ikke for os. Et realistisk scenarie er nok nærmere at man blev hængende omkring OP, fik sig en sludder, en sladder og en åbenbaring, som var glemt lige så snart glimtet af klarhed i hovedet fortog sig.

Endvidere kan det ikke udelukkes at ”The Blue Van” dyrkede deres retro rock som baggrundssoundtrack under denne lidt famlende og uklare periode. Ikke så sjældent fremstår afstanden fra scene til nærmeste øl bar umådeligt stor på en festival, også når der som her vel kun var 30 meter.

Nu vi er ved afstande, var det nu en god ide at holde toilet bygningen mellem OP og ridehuset lukket, medmindre der var en rigtig god grund? Ikke fordi toiletforholdende i Musikhuset er ringe, de er faktisk meget fine – men ikke når ”alle” skal derind, det ene lokum ikke kan skylle (Tynne) ud og en af kummerne på de ombejlede ståpladser er sprunget læk. Det gider man kun en gang, og så venter man på mørket og sniger sig over til busken ved den lukkede toilet bygning…

Kiss Kiss Kiss, OP, Lørdag 2115:

Singlen ”Mirrors” har været i heftig rotation på P3 siden Februar og har givet Århus bandet et mindre gennembrud. Der er også tale om et ganske catchy nummer, der lægger sig i slipstrømmen af den for tiden så populære og dominerende elektro-rock lyd. Efter alt at dømme begyndelsen af dette årtis sound for den danske undergrund.

Ikke at samtlige nye danske bands dermed tilhører en og samme genre, men der dog en rød tråd der binder størstedelen sammen. I hvert tilfælde dem almægtige P3 kaster deres opmærksomhed på. Hvis man synes om denne lyd, så er et nummer som ”Broken hearts” sikkert også lige sagen.

Jeg har bare det problem at denne form for musik ikke rigtig fanger mig. Koncentrationen forsvinder, jeg tuner ud og glemmer at høre efter – sød indbydende alkohol forstærker denne tilstand betydeligt.

Nanna uddeler som mere neutral dommer på området:

****

Skulle det på nogen måde være forbigået nogens opmærksomhed, så tegnede der sig et tydeligt mønster – OP scenen fik utroligt meget opmærksomhed i forhold til nogen af de andre scener!

Faktisk lykkes det mig at komme igennem en hel spot festival uden at være inde i Ridehuset en eneste gang. Det er vist ikke sket før?! Lad os tildele æren, for denne ekstremt selektive tilgang til musikudbudet og scenerne, det behagelige vejr og ikke dovenskab.

Efterhånden som man ufrivilligt genvandt en smule af sin ædruelighed, eller rettere kom bare lidt ud af hegnet, blev det tid til at gå på opdagelse på pladsen. I dette tilfælde indebar det at bevæge sig om på den anden side af OP baren og over til den såkaldte ”Pick up” scene.

Nabiha, Pick up scenen, Lørdag 2230:

Da jeg første gang så Nabiha´s video til ”Deep Sleep”, overvejede jeg ikke bare et split sekund, at der var tale om en dansk kunstner. Nummeret lyder som en af disse internationale popskæringer, der sniger sig ind i sommer rotationen på de danske radiokanaler, og ender med at blive en af sæsonens hits. En ægte ørehænger, der har sat sig fast første gang man har hørt den, uden at være af den voldsomt belastende slags (som feks Black eyed peas pop).

Før vi nåede til dette glædes spredende nummer forløb der dog ca. 35 minutter med flere boblende popperler. Her skal den nyeste single ”The Enemy” fremhæves, den besidder mange af de samme uimodståelige kvaliteter som ”Deep Sleep”.

At jeg ikke var den eneste der var faldet for det dansk-nordvestafrikanske stjernefrø, var et prop fyldt telt bevis på – et meget levende bevis! For de fremmødte var tydeligvis kommet for at feste og danse, noget de fik rig mulighed for.

Det er stadig poppet soul-disco-pop af den relativt letfordøjelige og uforpligtende slags, men det er der absolut intet galt i, når det serveres i en så professionel indpakning, med så overbevisende vokalmæssigt talent og helt igennem storslået performance. Et tydeligt tegn på at der ikke er noget behov for konkurrencer som x-factor osv., nogen gange belønnes hårdt arbejde, flid og dedikation – også selvom man så styrer udenom genvejene.

Nabiha ”begyndte” nemlig under navnet ”Tiger Lily”, og havde med ”Love Is” et mindre P3 hit i 2006. Efterfølgende blev der lidt stille og hun arbejde videre som blandt andet gæstevokal på diverse andre kunstneres singleudgivelser. Nu bærer arbejdet frugt, og resultatet er i den grad klar til at blive plukket, solgt og nydt af et stort publikum verden rundt.

Det er vel unødvendigt at nævne, at afslutningsnummeret ”Deep Sleep” var ved at blæse Pick Up teltet op i den århusianske nattehimmel?

*****

Slutspurten var hermed indledt med maner, og festivalen havde sørget for at der var gode valgmuligheder for at toppe branderten af med et stort navn for de gæve gæster.

Duné på Voxhal, Turboweekend i Musikhuset og Ginger Ninja på OP, indenfor en time af hinanden, så man var tvunget til at vælge pga. den forventede massive tilstrømning til hver af den 3 koncerter.

Ikke det svære valg, Turboweekend var blevet hørt indenfor den seneste måned, Duné… yeah right, så de hypede Ninjaer stod for tur. Åbenbart et fornuftigt valg, da der var ok plads i teltet, bevares der var da pænt packed i forreste del, men fra teknik basen og bagud var der god benplads.

Ginger Ninja, OP, Lørdag 2315:

På mange måder er Ginger Ninja et ganske charmerende og festligt bekendtskab, både på deres halv store radiohits og live. Der er dog et eller andet der efterlader mig lidt mellemfornøjet og små kølig overfor hele den farverige 80er fest collage.

Det hele er yderst velspillet og leveret medlevende fra scenen, publikum er tydeligt begejstret og alt er sådan set på overfladen som det skal være for at score store plusser i bogen. Men netop overfladen er muligvis problemet? Er det hele ikke lidt for poleret? Alle disse vellyde og pæne partyrytmer er lige på nippet til at give mig akut sukkersyge.

Der er elementer af lidt dyster Depeche Mode drysset ud over materialet, men det meste af tiden giver disse ”glad i låget” melodier mig en begyndende depression – der må da kastes nogle skygger et sted med alt det lys de udsender?

Et glimrende nummer som ”Bone will break metal”, der lukker OP teltet for i år, har nogle af de elementer jeg stod og savnede. Men hurtigt tænker man, den har jeg da hørt mørkere og mere interessant med Spleen United.

Kølige Kodi kan ikke udelukke at problemet delvist ligger hos ham selv og hans smag, men på trods af de mange positive sider bandet besidder, så er og bliver den her Ninja sgu lidt fesen i det spraglede outfit.

***1/2

Og som de sidste toner var blevet spillet, og kun summen fra et publikum i opbrud var tilbage, trådte man ind i FØDSELSDAGSDØGNET!

Nogen fra flokken gik hjem, andre gik egne veje, Tynne og Kodi strøg direkte i Sherlock vandingstruget. Nu med strategisk placering udenfor beværtningen så man kunne følge Post-Spot vandringen ned mod Århus midtby. Egentlig var vi i besiddelse af et stk. pap der kunne ombyttes til en fadøl på Waaaaxies, men af uransaglige årsager blev denne gratis glæde glemt imens nye planer blev smidt op i den lune aftenluft.

For at dulme den truende posttraumatiske stress ovenpå så meget un-metal musik de seneste døgn (minus Kellermensch, natch), blev kursen sat mod Escobar, et fremragende valg som det skulle vise sig.

Faith No More´s ”Midlife Crises” røg ud af højtalerne lige efter ankomst, så var stilen lagt. Fødselsdag resulterer i 2 gratis øl fra den venlige bartender, der spildte den ene og kompenserede derfor med et shot på huset – sikkert mest som undskyldning for at snuppe en selv sammen med os, men gestus opfattet og accepteret.

Den næste fødselsdagsgave kom i kraft af at stedet med en ekstra bevilling i baglommen holdt åben til 05 i stedet for 03. og således forløb resten af natten i heavyens tegn, omgivet af den hårdeste trio tilstede denne aften der stædigt sang Bon Jovi indtil det blev spillet. Se det er da hygge!

LØRDAG OUT.

Epilog:

Lad os runde af kort og uden at være for lang i spyttet, min mund var også utroligt tør dagen efter. Spot festival var endnu engang en succes. De nærrige Maj vejrguder var med os, jeg nåede personligt at se relativt mange koncerter i forhold til andre år og stemningen var i top fra start til slut hos mine kære festival bro´s and Hoe´s.

En Spot på lidt andre vilkår end tidligere år, ikke bedre ikke dårligere, men behagelig afveksling – men hører jeg ikke Hjortens kald i det fjerne, lokkende og brunstig, med brøl om 2011?

Mange tak for denne omgang Roskilde warm up ”folks”, vi ses foran Orange.

SPOT OUT.

Så er der fundet en vinder i den store t-shirt afstemning! Vinderen blev, med 41 stemmer, t-shirt nr. 4. På en delt 2. plads strøg nr. 1B og 2 ind, og på 3. pladsen delte 3A og 3B.

VIGTIGT! Skal du have en t-shirt, hoddie eller andet, så skal jeg have din bestilling senest d. 30/5!!!
Se priser og udvalg på nedenstående billede.

Send din bestilling med det vuns til KONGEN… Skriv gerne GnuBestilling og “dit navn” i emne feltet. Danke

Det følgende er baseret på den sande historie om de ting der skete 21-22 maj 2010 under Spot festivalen i Århus – og med sand menes at det var cirka sådan det forløb og i den nævnte rækkefølge. Hændelser er ikke undladt eller ændret for at beskytte nogen, men blot et resultat af kombinationen sol, øl og musiks indflydelse på min hukommelse.

Deltagende hovedpersoner fredag, med vekslende tiltedeværelse: Nanna, Rikke, Virgil, Tynne Jonas, Ken Kodi.

Bipersoner: Mange, ingen nævnt, ingen glemt- jo sikkert et par stykker.

Traditionen tro indledtes årets udgave af Spot Festivalen med den efterhånden legendariske indmarch ad den klassiske rute for Gnuernes vandring. Forbi Bistroen, igennem en solbeskinnet Botanisk have, omkring Hjorten og op af skrænten ved Aros for at modtage folkets hyldest ved indtoget i Musikhuset.

Her ombyttes billetten med det horrible gebyr, til et hæsligt grønt discount armbånd – men man modtager det med glæde, da vi er de eneste 2 i ”køen” og man dermed uhindret kan varme point kontoen op med et fesent forsøg på, at smøre det tiltalende tøsebarn bag disken. For ”Tynne” lykkes dette macho trip så godt, at han senere må tilbage og få armbåndet byttet da det bliver strammet alt for voldsomt her – måske for at imponere damen? Intet skriger mere af hård nyser end en lilla højre hånd!

Som traditionen ligeledes foreskriver opsøges Føtex herefter, der må forplejes kolde dåser, som efter de officielle regler skal indtages på plænen ved Musikhuset. Ikke fordi man er en fattigrøv, don´t be a player hater, men for lige at vise de tidligt ankomne danske kendisser hvem der har ret til at betræde det århusianske græs!

Og ikke for at nævne navne, men ”Mogens Bæh-um”, ”Turkan C” og den ene halvdel af ”Jik & Nay”, fattede åbenbart denne tidlige markering af territorium idet de ikke dukkede op indenfor vores comfort zone igen.

SKÅL

Solen bager, flere folk støder til, øllet er koldt og flyder i billige strømme, derfor fortrækker flokken ind i Voxhalls mørke, hvor festivalens første koncert venter.

Salen er ved ankomst særdeles sparsomt besøgt, men den slags betyder jo blot nem adgang til urin fadet, et af de få steder en Gnu med glæde giver tilbage uden at tage. Som det ofte er på Spot, pga. det tætpakkede program, så møder folk sent op, men da Black city betræder scenen er der efterhånden ganske pænt fremmøde.

Black City, Voxhall, fredag 1445:

Black City beskriver sig selv som et uoriginalt jyde sammenrend der uden at skamme sig det mindste stjæler fra bands som Mustasch og Foo Fighters, og samtidig forsøger at planke Volbeats energi og live udtryk… eller vent, sådan ville jeg beskrive dem.

At låne fra inspirationskilder er lidt noget andet end at lave falmende billige fotokopier. Man kan ikke tage fra dem at de er i besiddelse af en momentvis fin energi på scenen, men deres klart bedste nummer er ”Summertime”, og den bryder jeg mig ikke engang særligt meget om, men den har dog ”noget”.

Det mest interessante var næsten at man kunne følge med i decibel niveauet koncerten igennem ved lydpulten – en skam de ikke havde en måling på hvor ofte forsangeren sang direkte falsk.

** ½

Før man så mistede al forhåbning til dansk rock måtte noget rock n roll´sk fortages. En glimrende anledning til det første besøg i ”kiosken”, et af Gnuernes mest benyttede vandhuller pga. dens strategisk nyttige placering på vandringsruten. Herefter fulgte naturligvis en test af Mølleparken som rasteplads. Et plus i år var de opstillede tis trug, så man slap for at stå og vinke til passagerne i line 7 når man undersøgte en hæk. Forresten Voxhall, for de 88kr i tog for 2 fadøl kunne man købe 9-10 kolde Ceres i Kiosken 50 meter væk…

Tid til lidt ilmarch for at se hvad Officerspladsen (OP) kunne tilbyde, hvor gruppen for en stund splittes op.

Lars And The Hands of light, OP, Fredag, 1615:

Efter P3 I efteråret/vinteren gav 2 af bandes udmærkede singler meget airplay, var der om ikke andet på den front, blevet lidt stille om bandet igen. Dog har den mellemliggende periode været brugt til flittig tourneren landet rundt. Indledningsvis har Kodi og Tynne fundet noget skygge ved et Ceres Royal banner, men mørke skyer truer denne fredelige oase, MEGET mørke!

Teltet bliver også kun lige og lige nået før en byge af Roskilde 07´ske proportioner rammer Århus midtby. Da den ikke aftager de næste 40min var man jo ligesom tvunget til at blive under teltdugen. Heldigvis var timingen således at Bandet kunne underholde med deres 3 bedste numre på dette tidspunkt.

Uheldigvis er disse numre paradoksalt nok alt for gode – i forhold til resten af deres materiale. Så det meste af koncerten er blot små ligegyldig, men hyggelig, læ for det massive regnskyl der momentvis næsten overdøver bandet.

*** ½

Da regnen endelig når et acceptabelt niveau, et stykke tid efter at OP allerede er ved at forberede næste koncert, stak man mulen ud og tog chancen. Tid til at samle kræfter, se nyt land og smage på andet end kioskens svale dråber. Hvad med en hurtig visit på Sherlock Holmes Pub imens der er Happy Hour? Absolut!

Her diskuteres det ivrigt om det ville være drøn smart at danne et band der hedder ”Special Guest”, måske featuring ”DJ warm up”… tror vi endte på et ”ja”.

Sherlock Holmes var for adskillige år siden et ganske fornøjeligt sted at strække ben fra en polstret stol, desværre udviklede bartenderne pludseligt en helt ubegrundet og voldsomt ubehagelig arrogance. Så meget faktisk, at når det endelig en sjælden gang lykkedes at bestille noget, så agerede de som om man fornærmede dem personligt, ved at være så frække at give dem penge for at passe deres job.

Dette besøg forløb dog uden nogen af den slags episoder, plus at det tæller til deres fordel at have lavet et ryger lokale – at døren dertil så står piv åben ind til resten af baren må være en sag mellem de egotrippende bartendere og ordensmagten.

Fallulah, OP, Fredag, 1815:

Lygtepælen lige udenfor indgangen til OP teltet udviklede sig hurtigt til at blive samlingspunkt/stamplads 2010, nem at finde, udmærket udsyn og næsten lige så god lyd som inde i teltet. Ulempen er, som ofte ved den scenen på Spot, så mister man hurtigt koncentrationen, feks. fordi man lige skal spilde en øl under et forsøg på at tænde en smøg.

Fallulah er endnu en af de kunstnere der har nydt godt af P3´s opbakning det seneste halve års tid. Og som koncerten demonstrerede, slet ikke ufortjent. ”Bridges” har hærget æteren med sine boblende og smittende pop toner, et ægte friskt forårs nummer.

Der er flere af den slags på lager, men som ofte med den slags musik, og måske lidt grundet omgivelserne og ydre omstændigheder, så har det hele en tendens til at flyde sammen. Så det ender som baggrundsmusik til en køkkensamtale til en fest, men af den meget fornøjelige slags!

****

Ned og støtte de lokale handelsfolk igen og pisse sit territorium af i Pøllemarken, og her skal der indskydes at de opstillede pissoir kun er en fed tilføjelse hvis de tømmes! Nogen mænd tror åbenbart det er et offentligt askebæger/skraldespand – gør i også sådan derhjemme? Så kontakt det lokale rensningsanlæg og hør om de synes det er fedt…

Og lige en anden ting, hvis I godt solskoldede rødnakker absolut SKAL spille bold i en offentlig park, og det er da sådan set fair nok, så vis lige hensyn til jeres medmennesker – i ved, alle dem der konstant sad med bange anelser om at blive ramt fordi manglende teknik og selvkontrol+alkohol+bold = noget i tydeligvis ikke kunne bedømme mulige konsekvenser af!

Dette lille sure opstød skal dog ikke besudle helhedsindtrykket af en virkelig smuk sommeraften i det fri, og som kiosk dåserne forsvinder, så trækkes de lange bukser på så man er klar til dagens sidste OP mission.

The Kissaway Trail, OP, Fredag, 2015:

Smother+Evil = Hurt, gruppens første single, har efterhånden 3 år på bagen, men det har ikke blegnet nummerets åbenlyse kvaliteter. Denne aften fungerede det som et forrygende punktum for deres Spot optræden.

Hvor inspirationskilderne i dette nummer er navne som Polyphonic Spree tilsat en lille spand Beach Boys, så har bandets udtryk ændret sig siden. Noget der illustreres i en sang som ”SDP”, der muligvis nok er blevet et endnu større hit en før nævnte perle, men som i min optik ikke er helt lige så medrivende.

Af og til veksles de højstemte toner ud med mere regulær og ordinær støjrock elementer, noget bandet sagtens kan håndtere, men man ser frem til den dag de finder deres lyd og det udtryk der skal udstikke en mere sikker retning – en retning der hvis de finder det rette fokus kan bringe dem rigtig langt!

****

Og som maj mørket langsomt sneg sig ind over festivalen, så sneg der sig også en tiltagende tåge ind over detalje centeret i min hukommelse. Jeg ved hvor vi havde været og hvor vi endte henne – men vejen dertil er belagt med asfalt lavet af mini blackouts.

Så hvor vi nøjagtigt havde disse øl fra står hen i det uvisse, samt hvilken rute 2 febrilske gnuer havde taget i trav. Klart var det dog at man befandt sig på en stille bænk foran rådhuset! Kongen blev ringet op, for at blive briefet? For at blive svinet? I afmagt over vores savn? For hyggens skyld? Lidt af det hele?

En ting står dog helt klart – Tynne benyttede lejligheden til lige at snuppe en af klassikerne: ”siddende-bagud-nikker” luren. Velfortjent, manden var jo ca 2 timer fra at fylde 32 år. Also alt efter hvad tid han blev født ikke? Men leg nu med.

Hvor om alting er (skal være og vil blive) så fandt vi da vej til Studenterhus Århus i relativt god tid før dagens personlige hovednavn, Kellermensch. Studenterhuset, placeret på havnen, er lidt af en ydrepost på Spot, der med årene har centreret festivalen i og omkring musikhuset. Men ville man metal, måtte man altså ud på en lille promille vandring mod vandet.

Kellermensch, Studenterhuset, Fredag, 2340:

på sidste års Spot festival spillede esbjergensiske Kellermensch det der bedst kan beskrives som en gennembrudskoncert. Måske ikke et gennembrud i Danmark i bred forstand, men nok til at udlandet udviste interesse, og mere end nok til at blæse mig ud af skoene – noget der sker meget sjældent, især fra et upcoming band, så hvis i kan bruge det til noget, tag det som en stor kompliment.

1 år senere, med knap så overbevisende præstationer, af forskellige grunde, på Roskildes camping scene og 2x Studenterhus var vi altså tilbage ved udgangspunktet. I dagens anledning var scenen flyttet over i hjørnet af lokalet, hvilket godt nok skabte lidt bedre udsyn og plads til publikum, men modsat havde gjort pladsen på scenen noget begrænset. Faktisk stod strygesektionen i 2 lag og resten af bandet kæmpede for at undgå at stille sig i vejen for hinanden, eller direkte slå hinanden ned med deres instrumenter!

Der blev lagt tungt, slæbende og eminent ud med ”The day you walked”, der med sin krybende og faretruende melodi virker som en slange der ligger på lur i natten, klar til at hugge til. Den blev straks fulgt op med den lige så fantastiske ”Black dress”, deres hidtil eneste nummer der vel har lugtet en smule af radiohit. Et nummer jeg i den grad har skamhørt de seneste 15 måneder uden at være blevet træt af det. Sangen er samtidig et perfekt eksempel på Kellermensches største forcer – forsanger Sebastian Wollfs kombination af desperate skrig og manisk fremførte lyrik, der af og til nærmest spyttes ud mellem de sammenbidte tænder, growlen i omkvædet og den konstante tilstedeværelse af strygerne.

Nye numre snydes vi heller ikke for, og de lovede generelt rigtig godt, men med en lyd og sangstruktur der måske var lidt mere poleret og ”radiovenlig” end materialet fra debut albummet – ikke en kritik, blot en konstatering. På debuten finder man også Neil Young cover nummeret ”Dont let it bring you down”, som i Kellermensches kompetente hænder lyder som soundtracket til apokalypsen.

Afslutningsvis fik vi endnu en magtdemonstration ud i gruppens fineste dyder med det prægtige punktum ”Moribund Town”. Et nummer der på samme effektive vis som ”Black dress”, men med et helt andet udtryk, viser Wollf´s flair for teatralsk fremførsel af de dystre tekster og gruppens undergangsæstetik, i mangel på bedre ord til at beskrive det forførende sammenbrud på scenen.

En større scene, hvor bandet ville se knap så kontrolleret og hæmmet ud, samt det samme overraskelsesmoment (selvom den slags vel nærmest pr definition er umuligt at genskabe) som sidste år, så havde vi igen ramt loftet i kælderen. Men vi var nærmere end på noget tidspunkt siden.

*****

I got you on tape i Ridehuset kl 01 var egentlig målet. Men Kellermensch gik på med forsinkelse og vores tur tilbage til Spot city var ramt af ditto da der skulle forplejes til overpriser i 7-11, SKAM jer, tænk at udnytte stive og dumme mennesker på den måde! Og hvorfor smager dejen i alt jeres tvivlsomme bagværk ens?

Nå, IGYOT var åbenbart gået i gang da vi endelig nåede tilbage, der var i hvert tilfælde kødrand af uoverskuelig mængde. Så efter en Tynne peber overdosis på den lokale svinedyre pasta, besluttede man sig for at slå gnautopiloten til og lade den trække kvæget hjem i stalden i Århus N.

Det havde jo trods alt været en lang, oplevelsesrig, VARM og våd dag for de gamle forhutlede møg dyr – og en dobbelt op på det hele og lidt til lurede forud.

FREDAG OUT.