Kasabian

****1/2

Rockfest reddet af hårdt arbejdende band

At britiske Kasabian ikke var det mest kendte navn på festival plakaten, vidnede et meget tyndt og tamt fremmøde til denne søndagskoncert om. Helt uforståeligt egentlig, bandet havde fået pæn airplay af deres seneste par singler på P3 og med 3 plader i bagagen, der rangerer fra solide til fremragende, kunne det undre at der ikke var mødt flere op foran Orange Scene.Det skyldes muligvis at folk allerede sad i kø til Prince, var i gang med at tanke op på føde og fad, stod og ventede på The National ved Arena, eller bare ikke anede hvem Leicester bandet var?

Under alle omstændigheder var der utroligt tyndt besat på dyrskuepladsen, udover pit området, og så virker pladsen foran Orange pludseligt enormt stor og øde. Forhåbentlig fremgik det ikke så tydeligt oppe fra scenen, i hvert tilælde lod bandet sig ikke mærke eller hæmme af det, hvis det var tilfældet. Eller også var det netop det der fik dem til at trække i arbejdstøjet? For Kasabian spillede en koncert, hvor det virkede som om de skulle bevise et eller andet, og overbevise tvivlerne blandt de fremmødte om, at vi her havde med et af (frem)tidens mest medrivende rockbands at gøre.

Og en seriøs og målrettet optræden fra den lettere, men på den fede måde, krukkede forsanger Tim Meighan og tropper var særdeles påkrævet. Udover at skulle kæmpe med et dovent og begrænset publikum, der mest af alt virkede som om de ventede på britisk pause-te, og den kiksede placering i programmet, så var bandet også offer for den berømt/berygtede Orange mudderlyd. Nogen gange tydelig, nogen gange helt væk, tit alt for lav og bare generelt ”herligt” uforudsigelig – sådan en lille ekstra søndagsudfordring ovenpå 8-10 dages tømmermænd.

Tømmermændenes hammeren og banken glemte man dog hurtigt, da der blev lagt ud med ”Fast Fuse” fra Kasabian’s side. Det kan godt være stemningen udenfor pitten var noget mat, men på scenen fik den en spand britisk sprinter kul, da ”Shoot The Runner” blev smidt i fyret allerede som andet nummer i sættet. Bandet har et suverænt fundament med deres dansable opdaterede Stone Roses møder Oasis lyd og attitude, og igen kunne det undre at det endnu ikke har fundet et bredere publikum her til lands. Det skyldes måske tildels at det her, af uransagelige årsager, var deres første koncert på dansk grund – hvilket kunne tyde på at der har manglet noget fodarbejde og promotion af gruppen? For i hjemlandet er de festival og arena headlinere, med glimrende album slagstal, det er de bestemt ikke i Danmark endnu.

Et bedre spilletidspunkt og sted, feks Arena fredag eller lørdag nat, havde nok også gjort deres koncert til den fortjente fællesfest – numre som ”Underdog” og ”Where did all the love go?”, 3. og 4. sang på Orange, havde nok løftet sig op under teltdugen i endnu større grad, hvis det havde været tilfældet.

På trods af, eller måske netop på grund af, den lidt dæmpede modtagelse af disse fede numre, så arbejde bandet stenhårdt videre, og nægtede tilsyneladende at give op og bare phone it in resten af koncerten. Deres debut single ”Reason For Treason” og den fantastiske b-side ”Julie and the Mothman” blev leveret med vedvarende tænding og bidsk udstråling fra Tim Meighan og det uhørt velspillende orkester anført af hovedsangskriver, og guitarist, Sergio Pizzorno.

En bidskhed der også skinnede igennem i dobbelt bidet ”Empire” og ”The Doperman” – i det hele taget blev man lettere overrasket over, hvor mange velfungerende ørehængerer og fuldtræffere Kasabian egentlig har fået presset ind på 3 albums og det løse.

En af deres allerstørste hits, Tanzrockeren ”Club Foot”, satte fut i søndagsdanseskolen som afslutning på sættet, og igen kan det kun ærgre at koncerten skulle trækkes med disse sløve omgivelser, i stedet for en sen rockfest for de indviede tidligere på festivalen. Den uimodståelige ”Fire” brændte om kap med sommersolen som første ekstranummer, som blev fulgt op af endnu et hit, “Vlad The Impaler”. Nederst er linket til en video der demonstrer hvordan en Kasabian koncert slutter overfor et medlevende publikum, men LSF (Lost Souls Forever) blev, trods Meighan’s ihærdige og dedikerede opfordring til det modsatte, desværre modtaget med en semi-stille summen, frem for orkan lignende jubel og begejstring.

Disse beklagelige, og uheldige, omstændigheder kan dog ikke frarøve Kasabian den ros de vitterlig fortjente for deres utrættelige indsats for, at skabe en stemning mod hårde odds. Vi fik en fantastisk rundtur på et rockende dansegulv til deres smittende toner, der forhåbentlig finder et velfortjent stort dansk publikum, så deres næste koncert her til lands bliver den kæmpe fest der unægtelig er potentiale til. Ser man bort fra omgivelser og stemningen arbejdede Kasabian til 5 stjerner, men helhedsindtrykket blev lidt skæmmet af ting der var udenfor bandets kontrol, så vi trækker en halv – men sikken en beundringsværdig indsats på scenen!

Kasabian – LSF (Live)

Kodi

The Prodigy

Små pinlig pensionist party reddet af publikum

****

Meget kan man sikkert sige om The Prodigy’s relevans i 2010, og deres headliner koncert på Orange lørdag nat., men kedeligt blev det aldrig – hvilket især skyldtes et særdeles feststemt og danse klart publikum. For bandet på scenen virkede tiltider ærlig talt, som nogen der var fanget i en patetisk tidslomme, eller bare brændt tilstrækkeligt ud til at være parate til at blive rullet på rave party plejehjem.

Da The Prodigy kom tonsende op fra undergrunden i start/midt 90erne, var hitlisterne mestendels domineret af den dødende grunge scene, og den spirende brit pop scene. Bandets lyd havde dog intet tilfælles med disse populære genre, men var en hybrid af techno, rave, electro-industrial osv. tilsat punkattitude og bombastiske beats. Og den lyd har de stort set dyrket lige siden, uden at videreudvikle den nævneværdigt, om det skyldes dovenskab eller manglende evner skal jeg ikke gøre mig klog på – men kreativt er det dælme ikke.

Nuvel, formelen virkede glimrende for dem i de fede år, først med gennembrudspladen ”Music for the Jilted generation” i 1994, og senere på deres kommercielle højdepunkt, ”The Fat of the Land” fra 1997. Ovenpå dette one two punch gik tromler trioen nærmest fuldstændig i stå, både som nævnt kreativt, men også rent udgivelses mæssigt. Først i 2004 lod de høre fra sig igen med ”Always outnumbered, Never outgunned” og senest i 2009 på ”Invaders must Die”, begge 2 plader der ikke ligefrem satte hverken anmeldere eller hitlister i brand.

Nu stod de halv gamle firestarters så på Orange scene, foran et hav af neon knæklys og solbrændte festival gæster. Og klassikeren ”Firestarter” satte naturligvis ild til det støvede dansegulv på behørig vis, da den blev blæst ud af højtalerne ca. midt i sættet.

Aftenens playliste var en blanding af de kendte hits, og en pæn mængde numre af nyere dato – ikke at man kunne høre det på lyden af materialet, ud over at de nyere sange blegnede en smule i energi i forhold til klassikerne.

”World’s on fire” fra ”Invaders” slæbte festen i gang i et lettere fesent tempo og tilhørende stemning, før ”Breath”, allerede som andet nummer, fik hele det Orange udendørs diskotek til at eksplodere i en blanding af alkohol, sved, kroppe og kunstigt lys. ”Omen” og 90er giftbomben ”Poison” forlængede selvfølgelig denne enorme energiudladning fra publikum, der tydeligvis ikke havde tabt pusten efter endnu en varm dag.

Men tilgengæld begyndte de at tabe pusten oppe på scenen.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange der blev råbt ting ala ”All my fucking warriors” eller ”fucking” det ene og ”fucking” det andet. Nu har deres tekster aldrig efterladt et indtryk af, at vi havde med litterære sværvægtere at gøre, bevares, og det behøver man da heller ikke til sådan en slå hjerne fra fest som denne – men deres ensformige råb og skrål blev satme belastende i længden.

Nye numre blev afløst af gamle, ”Voodoo People”, ”Invaders must Die”, ”Smack my bitch up”, de var der alle, imens man ude i mørket væltede og bumlede rundt og fik flimmer for øjnene pga. hyperaktivt lysshow, og folk klædt ud som kulørte lamper.

På scenen var trioen efterhånden reduceret til en lidt små sørgelig selvparodi, som man egentlig godt kunne få lidt ondt af. Jo, der var smæk på ude på pladsen og folk havde det skide sjovt, men det havde de også haft hvis det havde været en DJ der havde sørge for The Prodigy’s bulldozer beats. Alt imens hoppede 3 plus 40 år gamle mænd rundt på scenen, som små pinlige hyperaktive teenagere uden realitetssans. Minder mig om Blinkende Lygter ”Nej Thorkild, du ER 40”…

Må man så ikke fyre den af og feste når man er så gammel? Jo bestemt, men det virkede ærlig talt som om de gav køb på alt hvad der hed værdighed og misforstod publikums festrus og nostalgi feber for noget andet – nej, i er ikke hippe længere, og har ikke på nogen måde været det siden 1997, og det er jeres egen skyld! Havde de gjort noget der kunne minde om at udvikle sig, og ikke bare leve videre på fortidens meritter, så havde det hele måske ikke virket helt så kikset. Og nogen genre er bare ikke gode at blive ældre i som performer.. Rave og punk virker som 2 af dem!

Så et uskønt anfald af virkelighedsflugt hos The Prodigy, blev reddet i land af en festlig virkelighedsflugt hos det fremragende publikum – forskellen er at efter koncerten var de fleste af os tilbage i 2010’s virkelighed, det tvivler jeg på bandet var. Men vi havde det sjovt alle sammen, og det er helt i orden af og til, lige meget hvor indholdsløst dette øjeblik så muligvis måtte have været.

Party on.

Kodi

Muse

**

Softcore space opera på afveje

Her er det største problem ved Muse anno 2010, hvor musikalsk udvikling ofte er en god ting, så har deres opblødning af virkemidlerne over årene gjort, at det føles som om de decideret lefler for et radiopublikum.

Hvor deres lyd på visse områder er blevet, om muligt, endnu mere far out og spaced out end i de fede år op til 2004, så er den på de dominerende steder blevet ultra poppet, og tømt for energi og anarki.

Muse’s sange nu er indbegrebet af kontrolleret, kalkuleret og kommercielt 3-4 minutters radiofyld, som ikke ville kunne have slået rumstation Mir det mindste ud af kurs. Tidligere skrev de rock-rum opusser, der fik kometer til at smelte og slog asteroider ud af kurs, nu ville de fleste af numrene af nyere dato næppe hvirvle den mindste smule månestøv op.

Det er jo så deres valg, og fred være med det – man kan jo bare lytte til noget andet. Problemet opstår så bare når denne P3 sovepude får lov til at headline orange scene primetime lørdag aften, med et show så gennem koordineret, forudsigeligt og fjernt fra publikum, at man næsten kunne foretrække en dvd i stedet for.

Bevares, de leverer et virkeligt flot sceneshow, men det virkede netop aldrig som andet end ”bare” et show – Las Vegas style, now from outer space! Tiltider fascinerende at se på, men man følte aldrig at man rigtig blev en del af det. Der er navne og koncerter, hvor afstand mellem kunstner og publikum fungerer glimrende, og føles som det helt rigtige for oplevelsen – hos Muse lægger sangene dog på ingen måde op til at at de skal nydes på denne måde, så følelsen af afstand pga show elementerne gør at det hele fremstår kunstigt og koldt. På en måde som en musikalsk udgave af en Roland Emmerich katastrofefilm – flot at se på, larmende og støjende og blottet for nærvær og ånd.

Og det piner mig virkelig at have det på den måde, for jeg elskede Muse før det efter min mening begyndte at gå den gale vej. Deres Arena koncert i 2004 står stadig ganske tydeligt for mig, selvom man allerede der var begyndt at ane faresignaler på, at deres univers måske ikke kunne bære meget mere patos og flødeskum på deres tur mod stjernerne.

Muse lagde denne aften ud med første singlen fra det nyeste album ”The Resistance”, den arketypiske up tempo Muse sang ”Uprising”. Fulgt op af den effektive crowd pleaser ”Super Massive Black Hole”, en okay udlægning der skabte en fin stemning blandt det store fremmøde på pladsen. Og ligegyldigt hvad jeg måtte mene om Muse’s kvaliteter i 2010, så havde de endelig perfekte rammer til deres ekstravagante sceneshow, i det tiltagende mørke på dyrskuepladsen.

Men alt deres isenkram og high tech laser opvisning kunne ikke redde traurige travere som blandt andet ”Undisclosed Desires”, ”Resistance”, ”Starlight”, ”Unnatural Selection”, fra fuldstændigt at kvæle enhver form for tilløb til momentum og fremdrift i sættet. Hver gang man lige havde frydet sig en smule over et glimt af tidligere storhed, med sange som den hæsblæsende ”Hysteria” eller den forrygende baspumper ”Time is running out”, så var der dømt afbrudt musikalsksamleje fra bandets side.

Ikke alt nyt er skidt, den helt igennem overdrevet pompøse ”United States of Eurasia”, er så uhæmmet og vulgært medrivende og ”for meget”, at selv Freddy Mercury muligvis ville have tænkt ”Aaaaah, er det ikke lige i overkanten?”, at man måtte overgive sig.

De 2 afsluttende ekstranumre, ”Plug in Baby” og ”Knights of Cydonia”, reddede en del af helhedsindtrykket, men især den første nævnte blev desværre leveret lidt som om den bare var smidt ind i sættet for at give ældre fans en lille luns, når nu hovedmåltidet tilhørte det knap så hardcore segment.

Muse spiller stadig stramt, præcist og tiltider befriende støjende. De er forbandet dygtige musikere og har i Matt Bellamy stadig en velsyngende/skingert skrigende showmand af format i front… De kan stadig levere en vare – desværre er den vare jeg gerne vil have øjensynligt og beklageligvis forlængst udsolgt, og intet tyder på den nogensinde kommer back in stock. Trist for mig, sikkert glædeligt for andre, men Roskilde behøver absolut ikke tilfredsstille sidstnævnte gruppe igen foreløbigt med dette orkester, Houston we have a problem – Museraketten er løbet tør for brændstof og er nødlandet på planet ”Boredom”.

OG HVORFOR HELVEDE SPILLEDE DE IKKE ”NEW BORN”?!

Kodi